Mød mig

Tarotkortene har været mine ledsagere i over 30 år. Min excentriske onkel læste tarotkort hele min barndom, men jeg tog aldrig hans fortællinger særlig seriøst. Det var først, da jeg var på højskole i 1994, at jeg havde en transformerende oplevelse med tarot. Min skønne, svenske værelseskammerat var god til at lytte, og en aften havde vi en fortrolig snak om nogle ting, som gik mig meget på. Da hun efterfølgende spurgte, om jeg ville trække nogle tarotkort som støtte, blev jeg først lidt fornærmet. Tog hun mig ikke seriøst? Men jeg gik med til det og trak to kort fra hendes slidte sæt kort. Jeg var målløs, da hun begyndte at læse op fra bogen, som fulgte med sættet. Det var alt det, jeg lige havde siddet og sagt, der kom til udtryk i de to kort. Kortene blev en bekræftelse for mig af, at jeg skulle tage problemstillingen alvorligt og gå dybere ind i måder at løse det på. Da jeg kom hjem fra højskolen, ønskede jeg mig mit første sæt tarotkort i julegave og fik det af min onkel :).
Da jeg blev gift og fik børn, gik mine kort i dvale for en stund. Men for nogle år siden fik jeg en utrolig lyst til at finde dem frem igen og lære dem endnu bedre at kende. Jeg har siden da taget flere kurser i tarotlæsning, bl.a. hos fantastiske Lindsay Mack fra Tarot for the Wild Soul. Jeg bruger kortene dagligt for mig selv og forsøger altid at møde dem med nysgerrighed og åbent hjerte.
Mit navn er Maya, og jeg bor ved Hareskoven nord for København med min mand og to store børn. Jeg er uddannet folkeskolelærer og har arbejdet med undervisning og formidling i mange afskygninger. Jeg har bl.a. haft mit eget lille firma, hvor jeg tilbød kurser i babytegn, sang og musik. I 8 dejlige år brugte jeg hver dag sammen med mødre, fædre og deres babyer; vi sang, spillede musik og lærte en masse babytegn - det var en skøn tid!
Det sidste år har jeg også brugt tid på at sammensætte en playliste med sange, som for mig matcher essensen (eller et lag) af hvert af de 78 tarotkort. Jeg skriver om mine overvejelser og valg af sange på Substack - du kan finde mine skriverier HER, hvis du vil følge med.
Maya